Ekstraordinær inddragelse af betalingsrettigheder

NaturErhvervstyrelsen inddrager alle betalingsrettigheder, som ikke bliver udnyttet i 2015. Det sker i forbindelse med udbetaling af grundbetalingen i december. Værdien af de inddragne betalingsrettigheder er lagt oven i alle andre betalingsrettigheder.

Publiceret 11. december 2015

Siden betalingsrettighederne blev indført i 2005, er det samlede landbrugsareal faldet væsentligt. Det betyder også, at det støtteberettigede areal er faldet, og der er blevet rigtig mange betalingsrettigheder i overskud. NaturErhvervstyrelsen forventer derfor at inddrage overskydende betalingsrettigheder, der svarer til ca. 42.000 ha.

”Vi inddrager alle overskydende betalingsrettigheder i år. Støttekronerne har vi allerede fordelt på de betalingsrettigheder, der bliver udbetalt her i 2015. Det betyder, at vi i år udnytter hele budgettet til grundbetaling til gavn for erhvervet, ” udtaler enhedschef Lotte Dige Toft.

Hvad betyder det for støtten?

Ca. 25.000 landmænd vil få brev om, at en eller flere betalingsrettigheder er inddraget. Brevet bliver lagt på Tast selv-service fra 14. december og derefter løbende, så tæt på udbetalingen som muligt.

Det betyder ikke noget for din støtte, hvis du får inddraget betalingsrettigheder, som du har haft i overskud. Du ville ikke få udbetaling for dem alligevel. Du får dog gavn af, at værdien af alle de inddragne betalingsrettigheder er fordelt på alle landmænd i år.

Hvis du har fået underkendt et areal ved kontrolbesøg, vil du få inddraget betalingsrettigheder svarende til det underkendte areal. Hvis arealet igen er støtteberettiget i 2016, vil du få et underskud af betalingsrettigheder. Det betyder, at du skal købe eller forpagte betalingsrettigheder til arealet i 2016 for at få udbetalt den fulde støtte.

Normalt går 6-7.000 ha ud af landbruget fx til byudvikling og veje. Så der vil altså igen i 2016 være et lille overskud, som landmænd med behov for betalingsrettigheder kan få gavn af.

I 2016 vil der desuden være mulighed for at søge betalingsrettigheder fra den nationale reserve, hvis du trak arealer ud af din støtteansøgning for 2015, fordi du ikke kunne overholde slåningskravet på grund af ekstraordinær megen regn.

Der er ikke mulighed for at klage over inddragelsen af betalingsrettigheder. Hvis du

har fået underkendt et areal, har du mulighed for at klage over dette. Klagefristen står i afgørelsesbrevet om det underkendte areal.

Se eksempel på brev om inddragelse af betalingsrettigheder her

Har du forpagtet betalingsrettigheder?

Du kan godt få inddraget betalingsrettigheder, som du forpagter fra andre. Når forpagtningen udløber, kan du derfor risikere, at der automatisk går færre betalingsrettigheder tilbage til ejeren. Tjek derfor, hvad I har aftalt indbyrdes, og om du skal overdrage nogle betalingsrettigheder til ham.

Har du allerede overdraget til en anden landbruger?

Du skal være opmærksom på, om vi har inddraget betalingsrettigheder, som du i år har overdraget til en anden landbruger. I det tilfælde må du aftale med erhverver, om du skal overdrage en anden betalingsrettighed.

Sådan foregår inddragelserne

Hvis du har et overskud af betalingsrettigheder, inddrager vi dem i denne rækkefølge ifølge EU-reglerne:

  • Betalingsrettigheder med den laveste værdi pr. ha.
  • Hvis flere betalingsrettigheder har samme værdi pr. ha, og der både er betalingsrettigheder, som du ejer og forpagter i gruppen med den lave værdi, inddrager vi en andel af de ejede og de forpagtede betalingsrettigheder.
  • Hvis flere betalingsrettigheder har samme værdi pr. ha, inddrager vi den betalingsrettighed med den mindste størrelse i ha først.

Det er kun i 2015, at hele overskuddet af betalingsrettigheder inddrages på denne måde.

I 2016 vil vi slet ikke inddrage betalingsrettigheder. I 2017 inddrager vi betalingsrettigheder svarende til det overskud, som en ansøger har to år i træk. Det er endnu ikke besluttet, i hvilket omfang vi inddrager forpagtede betalingsrettigheder i 2017.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: landbrug@naturerhverv.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.