Der kan nu ansøges om randzonereduktion på baggrund af den ændrede randzonelov

Du kan fra den 30. oktober 2014 søge om reduceret randzonebredde i Tast selv-service, hvis du både har nye randzoner som følge af lovændringen og mere end 5 % randzoner på bedriften. Ansøgningsfristen er den 17. november 2014.

Publiceret 30. oktober 2014

Ansøgning om reduktion af randzonebredde er relevant for dig, hvis randzoner udgør mere end 5 % af dit samlede bedriftsareal, som følge af at randzoneloven er ændret pr. 1. august 2014. Det er kun landmænd med ”nye randzoner”, der kan søge. Ved ”nye randzoner” menes, at der skal være krav om randzoner langs vandløb, som ikke var omfattet af den oprindelige randzonelov. Det kan f.eks. være et § 3 vandløb, som ikke er vandførende i hovedparten af året.

Vejledning til ansøgning.

Lovændringen medførte at det samlede randzoneareal er reduceret fra ca. 50.000 ha til ca. 25.000 ha. Derfor vil langt de fleste opleve, at randzonekravet på bedriften er blevet mindre. De ændrede kriterier for hvor der skal være randzoner, kan dog betyde, at der på bedriften kan være krav om randzoner langs nye vandløb, som er omfattet af et eller flere af de 4 kriterier, men som ikke er vandførende i hovedparten af året.

Enkelte bedrifter kan altså have fået udvidet randzonekravet, og for de landmænd genåbnes muligheden for at søge om 5 % reduktion, hvor der kan søges om en reduktion af bredden på randzonen med henblik på, at det samlede randzoneareal kommer til at udgøre højest 5 % af bedriftens areal. Der kan ikke søges, hvis der hele tiden har været mere end 5 %, idet der ikke har været søgt om reduktion i 2012.

Husk, at de obligatoriske randzoner efter randzoneloven kan bruges som MFO randzone med en faktor 1,5, hvis en række andre krav også er opfyldt. Hvis randzonen reduceres i bredden vil der således blive mindre MFO randzone areal. Du kan læse mere om MFO og randzoner.

Du skal endvidere være opmærksom på, at såfremt du søger om 5 % reduktion, vil MFO beregningen ved ansøgning om landbrugsstøtte i fællesskemaet 2015 være misvisende og skal beregnes manuelt.

Læs mere om randzoner.

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kundevejledningen på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til landbrug@naturerhverv.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.