De danske marker bliver kontrolleret fra rummet

Landbrugsstyrelsen bruger igen i år satellitbilleder til at foretage kontrol af de danske marker. Fra i dag kan landmænd se resultaterne af den satellitbaserede kontrol, der kontrollerer om betingelserne for at få landbrugsstøtte er overholdt.

Publiceret 2. september 2020

Det er de færreste af os, der tænker over satellitterne, som hver dag flyver rundt ude i rummet over os, men for Landbrugsstyrelsen er de blevet en uvurderlig del af arbejdet med at kontrollere afgrøderne på de danske marker. Satellitterne kigger efter, om der foregår en landbrugsaktivitet på markerne, da det er en forudsætning for at modtage grundbetaling.

- Fra i dag kan landmændene logge ind på markkortet og se resultatet af vores satellitbaserede kontrol, hvor vi har analyseret billeder af samtlige danske marker. Vi bruger satellitbilleder for at se, om landmanden lever op til kravene for grundbetalingen, der er ansøgt om. Der vil være landmænd, der skal indsende yderligere billeder af deres marker, men langt de fleste har vi kunne analysere udelukkende ved brug af satellitbillederne, udtaler Teamleder i Landbrugsstyrelsen Peter Byrial Dalsgaard.

Gør livet mere enkelt for landmanden

En grundlæggende fordel ved satellitbaseret kontrol er, at de resultater Landbrugsstyrelsen får om den enkelte landmands marker, kan gøre landmanden i stand til at reagere. Det betyder, at resultaterne indgår i et vejledningssystem, hvor landmanden kan se, i hvor stort et omfang han eller hun opfylder støttebetingelserne for de monitorerede ordninger. Herefter skal landmanden kunne reagere, hvis han eller hun har overset noget, eller ikke længere ønsker at søge grundbetaling til marken for at undgå et støttetræk.

- Satellitbaseret kontrol gør livet enklere for landmanden og Landbrugsstyrelsens kontrol mere effektiv. Vi går fra fysiske stikprøvekontroller til mere digital kontrol af alle marker i Danmark. Landmændene skal ikke bekymre sig om at få besøg af os for at tjekke aktivitetskravet på markerne. Og samtidig får landmanden mulighed for at rette støtteansøgningen til, før der bliver sanktioneret, udtaler Peter Byrial Dalsgaard.

Satellitbaseret kontrol, også kaldet monitorering, blev i Landbrugsstyrelsen første gang brugt som kontrolredskab i efteråret 2019. Samtidig flytter Landbrugsstyrelsen fokus fra mindre forseelser til markante overtrædelser, og fremadrettet vil det omfattende papirarbejde, som landmændene i dag skal bruge tid på, når de søger om støtte, også kunne minimeres. Det er hensigten løbende at udvide antallet af krav, der kontrolleres ved monitorering.

 

Fakta:

Landmanden kan følge sine marker i Internet Markkort fra 2. september. Den satellitbaserede kontrol bygger på en trafiklysmodel, hvor markerne vil fremstå enten grønne, gule eller røde på billederne, alt efter hvordan de bliver vurderet i kontrollen. Den satellitbaserede kontrol forløber således:

  • Marker får en grøn eller gul markering fra 2. september.
  • Marker, hvor det konstateres, at aktivitetskravet er opfyldt, vil være grønne.
  • Mange græsmarker vil i løbet af september skifte fra gul til grøn, efterhånden som satellitbillederne bliver opdateret.
  • Marker, hvor det ikke kan konkluderes, at aktivitetskravet er opfyldt, vil være gule. 11. oktober sender vi høringsbreve til de landbrugere, der har marker, hvor aktivitetskravet ikke er opfyldt. Disser marker vises også som røde i Internet markkort fra denne dato.
  • Frem til 25. oktober kan landmanden sende høringssvar i form af billeder til Landbrugsstyrelsen via en app.

Læs mere om trafiklyset og satellitbaseret kontrol på lbst.dk/satellit

Yderligere oplysninger:

Kontakt Landbrugsstyrelsens pressevagt på tlf. 41 89 25 07 eller presse@lbst.dk