Danskerne kender det røde Ø-mærke og har tillid til det

Fødevareministeriet har fået undersøgt befolkningens kendskab og tillid til det danske røde Ø-mærke, det økologiske spisemærke og EU’s økologimærke

Publiceret 22. maj 2013

Næsten alle danskere kender Ø-mærket 

Undersøgelsen er udført af YouGov blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning, og den viser, at 98 procent af danskerne kender eller har hørt om det danske røde Ø-mærke. 48 procent kender eller har hørt om EU’s økologi-logo, det grønne blad og 37 procent kender det nye økologiske spisemærke.

Danskere ved mere om økologien 

Undersøgelsen viser desuden, at mange har godt fat på, præcis hvad Ø-mærket står for. Næsten to tredjedele af de adspurgte forbinder mærket med to eller flere af Fødevareministeriets fokusbudskaber om det danske, statskontrollerede Ø-mærke.

Fokusbudskaberne er: 

  • Du beskytter natur og grundvand
  • Du får færre tilsætningsstoffer
  • Du støtter øget dyrevelfærd  
  • Du sparer dig selv for sprøjtegifte

Der er mindre kendskab til, hvad EU’s grønne blad står for. Her svarer ca. en femtedel, at de kender mindst et af fokusbudskaberne. 

Effektiv kontrol skaber tillid  

De mange danskere, der kender Ø-mærket, har også i høj grad tillid til mærket. Otte ud af ti har tillid til Ø-mærket. EU’s grønne økologilogo nyder stigende tillid, idet 55 procent har tillid til dette mærke.

For at skabe tillid til økologien er en effektiv kontrol vigtigt. Derfor får økologiske bedrifter og virksomheder mindst et årligt kontrolbesøg af enten NaturErhvervstyrelsen eller Fødevarestyrelsen.

NaturErhvervstyrelsen kontrollerer de økologiske bedrifter og de økologiske forsyningsvirksomheder (frøfirmaer, foderproducenter m.fl.). NaturErhvervstyrelsens kontrollører ser på de konkrete fysiske produktionsforhold, herunder forarbejdningsanlæg, stalde, marker, dyr, m.v. Og der ses på regnskaber og bilag. Her kontrolleres det blandt andet, om de indkøbte varer som f.eks. foder og frø er økologiske, og om de økologiske produktionsregler overholdes.

Fødevarestyrelsen kontrollerer de økologiske fødevarevirksomheder og -butikker.

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Joan Reimann, Center for Jordbrug, på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail jordbrug@naturerhverv.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.

http://naturerhverv.fvm.dk/Default.aspx?ID=46677