Bekendtgørelse og vejledning for Rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning 2021 er nu i høring

Ordningen åbner i efteråret 2021, og bekendtgørelsen er netop sendt i høring. Læs her, hvad der er nyt i ordningen i år og indsend dit høringssvar inden 13. august 2021.

Publiceret 16. juli 2021

Til efteråret bliver det muligt at søge om tilskud til at rydde tilgroede arealer i Natura 2000-områder og forberede til afgræsning i Natura 2000-områder, overdrev og nationalparker. Vi planlægger at åbne for ansøgning til oktober og lukke ansøgningsrunden i december. I 2021 er der afsat 25,6 mio. kr. til ordningen. Alle lodsejere kan søge om tilskud under ordningen og får 100 procent i tilskud til rydning og forberedelse til afgræsning.

Vi har netop sendt bekendtgørelsen i høring. Du kan finde bekendtgørelsen på høringsportalen indtil 13. august 2021.  Vi forventer, at bekendtgørelsen træder i kraft oktober 2021.

Læs bekendtgørelsen og indsend et høringssvar her 

Hvad kan du få tilskud til?

Rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning 2021 skal motivere til rydning af tilgroede naturarealer og efterfølgende pleje af naturarealerne med ekstensiv drift ved slæt eller afgræsning. Ordningen giver bl.a. tilskud til etablering af hegn, drikkevandsforsyning og elforsyning. 

Ordningen bidrager til at forbedre bevaringsstatus for naturtyper og arter:

  • i og omkring særligt udpegede Natura 2000-områder 
  • på overdrevsarealer 
  • i nationalparker uden for de særligt udpegede Natura 2000-områder.

Nyt i ordningen i 2021

Landbrugsstyrelsen foreslår følgende ændringer i ordningen i 2021 i forhold til den seneste runde i 2020:

  • I 2021 kan du kun søge tilskud til rydning af tilgroet areal i Natura 2000-områder. Du kan søge tilskud til forberedelse til afgræsning i både Natura 2000-områder, på overdrev og i nationalparker. Ændringen skal være med til at sikre, at værdifuldt natur på overdrevsarealer og i nationalparker ikke ryddes. 
     
  • Det er ikke muligt at få tilskud til et areal, som allerede har fået tilskud til pleje af græs- og naturarealer. Det vil sige, at arealet ikke må være forpligtet til afgræsning med tilskud under ordningen pleje af græs- og naturarealer på ansøgningstidspunktet. Det er fortsat muligt at søge om tilskud til pleje af græs- og naturarealer, når ansøgeren har fået tilskud til rydning og forberedelse til afgræsning. 

Om ordningen

Ordningen er en del af det danske Landdistriktsprogram 2014-2020, og 75 procent er finansieret af EU-midler. 

Landdistriktsprogrammet er har til formål at yde tilskud til ikke-produktionsfremmende investeringer i rydning af tilgroede arealer og forbedring af arealer til afgræsning. Det danske Landdistriktsprogram er forlænget til 2022. 

Billede af EU flag og LDP 2020 logo med teksten Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogerhverv@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.