Ansøgningsrunden for tilskud til Privat skovrejsning 2021 er nu åben

Årets ansøgningsrunde til privat skovrejsning er åben fra 1. juli til 30. september. Ansøgning sker i Tast selv.

Publiceret 1. juli 2021

Under tilskudsordningen for privat skovrejsning kan du søge tilskud til at etablere ny skov på landbrugsjord, som du ejer. Dette års ansøgningsrunde åbner i dag torsdag den 1. juli og lukker torsdag den 30. september 2021. Ligesom sidste år, er der afsat 70 mio. kr. til ordningen. 

Du kan læse mere om dine muligheder for tilskud til privat skovrejsning i vejledningen og bekendtgørelsen, som du finder i Landbrugsstyrelsens Tilskudsguide på lbst.dk. På Tilskudsguiden kan du som noget nyt også finde en guide til at udfylde ansøgningsskemaet og tegne projektet ind i Internet Markkort (IMK). 

Se tilskudsguiden for Privat skovrejsning 2021 her

Ansøgningen foregår i Tast selv

Nyt i ordningen 2021

Der er sket en række ændringer i ordningen, som vi anbefaler, at du sætter dig godt ind i:

  • Arealer, der ligger mellem projektarealer, som skal plantes med skov, skal ikke længere pålægges fredskovspligt. Der er tale om de mellemliggende arealer, som ikke er tilskudsberettigede.
     
  • Indblandingsprocenten af små træer, buske og/eller ammetræer nedjusteres til 20 procent i kerneskoven og minimum 20 procent og maksimum 40 procent i skovbryn. 
     
  • Det er nu muligt at søge om projektændringer, også efter ændringen er gennemført, dog er det for ansøgers egen regning og risiko. 

Om denne tilskudsordning

Ordningen er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-20 og er 100% finansieret af EU.  Den har til formål at etablere nye skove, der forbedrer vandmiljøet og naturen ved en reduktion af kvælstof til søer, fjorde og/eller indre farvande, på privatejede landbrugsarealer. Sekundært skal privat skovrejsning etablere nye skove, som beskytter drikkevandsressourcer eller binder kulstof. Indsatsen baseres på frivillig medvirken fra lodsejere. 

Reformen af EU’s fælles landbrugspolitik (CAP) skulle være trådt i kraft fra 2021, men er udskudt til 2023. Derfor er det eksisterende landdistriktsprogram (2014-2020) forlænget til og med 2022.

Billede af EU flag og LDP 2020 logo med teksten Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogerhverv@lbst.dk
 
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.