Mangel på økologisk udsæd – hvordan skal du forholde dig?

Der er mangel på økologisk udsæd i dette forår og for flere arter er der udsolgt af økologisk såkorn. Det gælder bla. havre og vårbyg. På den baggrund har Landbrugsstyrelsen ændret klassifikationen for flere arter til ”Til bekræftelse” i OXS. Herunder kan du læse hvad det betyder for dig, hvis du skal så afgrøder der er ”Til bekræftelse”

Publiceret 22. marts 2024

Hvad betyder ”Til bekræftelse”?

Når en art er ”Til bekræftelse” betyder det, at du skal indberette det til Landbrugsstyrelsen, hvis du anvender ikke-økologisk (ubejdset) udsæd af den art. Men du skal ikke afvente en tilladelse fra Landbrugsstyrelsen til anvendelsen. Det er således generelt tilladt at anvende ikke-økologisk ubejdset udsæd af arter, der er klassificeret ”Til bekræftelse”, på betingelse af at anvendelsen anmeldes.
Du skal være opmærksom på, at din anmeldelse kun gælder i indeværende vækstsæson, altså afgrøder der sås ud i år.

Anmeldelsen skal du foretage i OXS, fuldstændig på samme måde, som hvis du skulle søge dispensation/ tilladelse til at anvende ikke-økologiske frø, du skal blot ikke afvente en tilladelse fra os, blot kunne fremvise anmeldelsen, når du får økologikontrol.
I de to skærmbilleder herunder er vist, hvordan du gør, med vårbyg som eksempel.

  1. Først finder du arten og sortsgrupperne frem.
  2. Dernæst trykker du på det blå felt med ”Til bekræftelse” ude th. ud for den relevante sortsgruppe.
  3. Derved fremkommer en blanket (billede 2), som du skal udfylde og til sidst gemme.
  4. Når du har gemt blanketten, har du anmeldt til Landbrugsstyrelsen, at du vil benytte ikke-økologisk udsæd og hvor meget.
  5. Du vil kunne finde din anmeldelse under ”Arkiveret” i den røde ”Menu” øverst th. Derfra kan du fremvise den på økologikontrollen, eller du kan printe den. Anmeldelsen er din dokumentation for, at der ikke var økologisk udsæd til rådighed på anvendelsestidspunktet og at den anvendte såsæd var ”Til bekræftelse” på anvendelsestidspunktet.

Landbrugsstyrelsen holder løbende øje med situationen og hvis økologisk udsæd af flere af de store landbrugsafgrøder bliver udsolgt, kan deres klassifikation blive ændret til ”Til bekræftelse”.

Hvad hvis jeg får leveret mere såsæd end jeg har anmeldt?

Hvis din leverandør vælger at levere mere såsæd end du har bestilt f.eks. fordi der er lav spireprocent på partiet, skal du ikke foretage dig noget. Men hvis du selv beslutter at anskaffe/anvende mere end du har anmeldt, skal du foretage endnu en anmeldelse af det ekstra du har anvendt.



 
Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk att. Økologiadministrationen.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.

Du kan abonnere på to typer af økologi-nyheder

Kategorien ”Økologi” er til dig, der gerne vil modtage brede nyheder, der er relevante for alle, der interesserer sig for økologi, og ”Økologi - regler og vejledning” er til dig, der gerne vil modtage oplysninger og nyheder om tilskud, produktion, regler og kontrol, som er relevante for økologiske landmænd, gartnere og forsyningsvirksomheder.