Økologisk heterogent plantemateriale - hvordan du anmelder og hvad reglerne er for handel

Fra 1. januar 2022 kan du anmelde økologisk heterogent materiale, som efterfølgende kan handles på EU’s indre marked. Indtil videre er der ikke omkostninger forbundet med anmeldelse og kontrol.

Publiceret 17. december 2021

Hvordan du anmelder økologisk heterogent materiale

Frø eller andet planteformeringsmateriale af økologisk heterogent materiale anmeldes til Landbrugsstyrelsens enhed Planter & Biosikkerhed på mail: planter&biosikkerhed@lbst.dk. Anmeldelsen skal indeholde følgende:

  1. dine kontaktoplysninger
  2. arterne og betegnelsen for det økologiske heterogene materiale
  3. en beskrivelse af de vigtigste agronomiske og fænotypiske karakteristika, der er fælles for denne bestand af planter, herunder avlsmetoder, ethvert tilgængeligt resultat af forsøg vedrørende disse karakteristika, produktionslandet og anvendt forældremateriale.
  4. en erklæring om at oplysningerne i punkt a), b) og c), er korrekte og
  5. en repræsentativ prøve af det økologiske heterogene materiale (til brug for eventuel kontrol af overholdelse af kravene om handel med økologisk heterogent materiale).

Landbrugsstyrelsen har op til tre måneder til behandling af ansøgningen. Det økologiske heterogene materialet vil herefter blive opført på en officiel liste over økologisk heterogent materiale, der frit kan handles i EU, hvis vi ikke i perioden har bedt om yderligere oplysninger indenfor de tre måneder eller afvist ansøgningen.

Reglerne om anmeldelse fremgår af økologiforordningens artikel 13. Krav til beskrivelsen er yderligere uddybet i artikel 4 i de nye bestemmelser om produktion og handel med økologisk heterogent materiale.

Hvad er reglerne for handel med økologisk heterogent materiale

Materialet skal opfylde grundlæggende mindstekrav til identitet, sundhedstilstand, analytisk renhed og spireevne samt emballering, mærkning og sporbarhed. Mindstekravet til spiringsprocent kan midlertidigt godt fraviges, hvis spiringsprocenten specifikt fremgår af mærkningen. Der er desuden krav til vedligeholdelse af materialet og krav til opbevaring af oplysninger om blandt andet anmeldelsen og eventuelle leverancer af økologisk heterogent materiale. Kravene er beskrevet i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1189.

Landbrugsstyrelsen gennemfører risikobaseret kontrol og kan udtage stikprøver til laboratorieanalyse og kontroldyrkning for at kontrollere om kravene i de nye bestemmelser om handel med økologisk heterogent materiale er overholdt.

NB. Du skal være opmærksom på, at materialet skal opfylde økologiforordningens regler i forhold til, at materialet kan markedsføres som økologisk. 

Hvilke artsgrupper er omfattet af de nye muligheder

Frø af landbrugs- og grøntsagsplantearter, andet formeringsmateriale af grøntsagsplanter end frø, prydplanteformeringsmateriale, vinformeringsmateriale og frugtplanteformeringsmateriale er omfattet af de nye muligheder.

Du kan se hvilke specifikke arter, der omfattet i Rådets direktiver 66/401/EØF, 66/402/EØF, 68/193/EØF, 98/56/EF, 2002/53/EF, 2002/54/EF, 2002/55/EF, 2002/56/EF, 2002/57/EF, 2008/72/EF og 2008/90/EF.

Hvad koster det at anmelde og handle med økologisk heterogent materiale

Indtil videre koster det ikke noget at anmelde, producere og handle med økologisk heterogent materiale, idet Landbrugsstyrelsen afholder alle omkostninger forbundet med administration og kontrol i forbindelse med indkøring af ordningen. På sigt kan gebyrer for kontrol af ordningen dog komme på tale.

Relevante links

Du kan se den nye økologiforordning her:

Økologiforordningen (EU) 2018/848

Du kan se Rådets direktiver her:

Rådets direktiver om handel med frø og andet planteformeringsmateriale

Du kan se de nye bestemmelser om handel med økologisk heterogent materiale her:

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1189

Du kan læse om, hvilke økologiregler, der i øvrigt gælder her:

Økologi - Landbrugsstyrelsen

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Planter & Biosikkerhed på mail: planter&biosikkerhed@lbst.dk eller tlf.: 33 95 80 00. 

Er du journalist, beder vi dig kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.