Hvad er årlig administrativ økologikontrol?
En årlig administrativ kontrol er en mindre omfattende kontrol, end et kontrolbesøg på din bedrift. Vi vil fremover øge brugen af årlige administrative økologikontroller som alternativ til årlige kontrolbesøg. Det betyder, at de økologiske bedrifter, der bl.a. har udvist særlig dygtighed, kan blive udtaget til administrativ kontrol i stedet for et kontrolbesøg op til hvert andet år.
Udvælgelsen sker på baggrund af en risikobaseret vurdering, hvor der bl.a. kræves, at:
- der har været OK-kontroller på bedriften de sidste tre år i træk
- der ikke er samtidig drift
- der er statistisk er lav sandsynlighed for overtrædelser på bedriften (1)
Året efter en årlig administrativ kontrol vil disse bedrifter igen modtage et kontrolbesøg, mens en ny gruppe økologiske bedrifter kan blive udtaget til årlig administrativ kontrol. Ifølge lovgivningen skal der gennemføres et kontrolbesøg mindst hvert andet år (2) – blandt andet for at sikre økologiens troværdighed.
Hvordan foregår det?
Hvis du opfylder kriterierne, vil du derfor fremadrettet, hvert andet år, kunne modtage et varslingsbrev fra Styrelsen om, at du er udtaget til årlig administrativ kontrol. Med brevet følger et kontrolskema, som du skal udfylde og returnere til styrelsen via e-mail inden den anførte frist, som typisk ligger 14 dage efter udsendelsesdatoen.
Kontrolskemaet er ens for alle økologer, der er udtaget til årlig administrativ kontrol, og fungerer som et supplement til den årlige indberetning. Oplysningerne vil indgå i det efterfølgende års kontrolbesøg.
Hvad skal du gøre?
Når du modtager varslingsbrevet om administrativ økologikontrol i Tast selv, modtager du samtidig et kontrolskema, som du skal udfylde og returnere til os. Kontrolskemaet er en skrivebar pdf, som du først skal gemme på din computer og dernæst udfylde. Det tager ca. 10 minutter at udfylde skemaet. Dernæst vedhæfter du kontrolskemaet til en e-mail, som du sender til okologikontrol@sgav.dk hurtigst muligt og senest 14 dage fra brevdatoen i varslingsbrevet.
Det er vigtigt, at du anfører dit økologicertificeringsnummer i emnefeltet på e-mailen.
Hvad sker der, når du har indsendt kontrolskemaet?
Når du har returneret kontrolskemaet til Styrelsen via e-mail, vil du modtage en kvittering for modtagelse. Hvis du ikke gør, skal du kontakte os. Når vi modtager kontrolskemaet, sammenholder vi oplysningerne med oplysninger, vi har om din bedrift, og du vil efterfølgende få en kontrolrapport, som er OK, hvis vi ingen bemærkninger har til din indsendte dokumentation.
Hvis der er uoverensstemmelser i det indsendte, vil du enten blive hørt på dette via en kontrolrapport med overtrædelser eller vi vil komme på et kontrolbesøg.
Dine pligter ved administrativ kontrol
Når SGAV foretager årlig administrativ kontrol, har du pligt til at bidrage til kontrollen ved at returnere kontrolskemaet i udfyldt stand og/eller efterfølgende indsende de bilag, vi måtte efterspørge (3). Hvis vi konstaterer, at reglerne er overtrådt, kan det medføre en overtrædelse.
Hvordan ser kontrolskemaet ud?
Du kan se 2026-versionen af kontrolskemaet her. Bemærk, at skemaet kan blive opdateret og derfor ikke nødvendigvis ligner det, du måtte modtage, hvis du er udtaget til årlig administrativ økologikontrol.
Kontrolskema i forbindelse med årlig administrativ økologikontrol
Lovstof
(1) Ordningen er baseret på de risikobaserede kontrolparametre, som er angivet i artikel 38, stk. 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter artikel 38, stk. 3
(3) Jf. økologilovens (lovbekendtgørelse nr. 1203 af 29. august 2022) § 20 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter artikel 15, stk. 2.