Nu kan du søge om tilskud til at rydde et areal, der er tilgroet eller gøre et naturareal klar til afgræsning. På den måde medvirker du til at øge biodiversiteten. Ansøgningsrunden er åben frem til 16. december 2024.
Du kan f.eks. søge om tilskud til rydning af træer og buske, inklusive fjernelse af det ryddede materiale fra arealet. Du kan også søge om tilskud til at sætte hegn op og installere drikkevandsforsyning som forberedelse til, at arealet kan afgræsses.
Du kan få tilskud til 100 pct. af de samlede tilskudsberettigede udgifter i et projekt.
Hvor kan du sætte et hegn eller rydde et areal?
Ordningen til rydning og forberedelse til afgræsning kan søges på følgende arealer:
- Helt eller delvist inden for de særlige udpegede Natura 2000-områder til hhv. rydning eller pleje
- På arealer hvor minimum 0,1 ha har Høj Natur Værdi (HNV) på minimum 5 kan du søge tilskud til forberedelse til afgræsning.
- På arealer, der helt eller delvist er indenfor et vådområde- eller lavbundsprojekt, der har etableringstilsagn kan du søge tilskud til forberedelse til afgræsning.
Du kan se Høj Natur Værdi og særlige udpegninger på Kortportalen og Internet Markkort (IMK), som du kan tilgå via Tast selv.
Her finder du Kortportalen
Her kan du logge på Tast selv
Få mere at vide
Du kan læse mere om tilskudsordningen, og om hvordan du søger, på tilskudsguiden. Her finder du også link til Tast selv, hvor du kan oprette og sende din ansøgning, link til ordningens bekendtgørelse og vejledningen om ordningen. Det er i bekendtgørelsen og vejledningen, at du finder beskrivelser og regler for tilskuddet.
Du finder Tilskudsguiden her
Bekendtgørelsen for ordningen finder du her
Vær med til at forbedre naturforholdene
Formålet med ordningen er at beskytte og forbedre naturforholdene ved at skabe flere lysåbne og ekstensivt drevne arealer. Det gøres ved at give tilskud til rydning eller til at hegne og lave investeringer, der er nødvendige for, at et areal kan afgræsses ekstensivt. Ekstensiv afgræsning skaber nemlig gode forhold for mangfoldighed af dyr og planter på naturarealer. Ordningen er en del af den danske CAP-plan og er medfinansieret af EU.