I Landbrugsstyrelsen opdaterer vi samtlige markblokke i Danmark i en cyklus på tre år. Det betyder, at der kan gå op til tre år, fra vi sidst kiggede på din markblok, til at vi kigger på den igen. Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på, om der er nogle forhold som har ændret sig, som betyder, at dine arealer ikke længere er berettigede til tilskud – og i så fald får opdateret dine markblokke.
Markblokke er kortoplysninger, som danner de ydre rammer for, på hvilke arealer du kan tegne dine marker. Markblokkene sikrer, at du kun kan søge tilskud til tilskudsberettigede arealer. Tilskudsberettigede arealer inkluderer overordnet set arealer, hvor der sker en landbrugsaktivitet.
Hvis du eksempelvis bygger et læskur, anlægger en ridebane eller en køkkenhave, eller har din mødding liggende det samme sted flere år i træk, så skal du tegne arealerne ud af markblokken, fordi de ikke er tilskudsberettigede. Det gælder også, hvis det nye element endnu ikke fremgår af det nyeste luftfoto i Internet Markkort (IMK).
Sådan får du ændret en markblok
Hvis du vil have ændret dine markblokke, skal du indsende et ændringsforslag elektronisk via Internet Markkort ved at logge ind i Tast selv på lbst.dk. Hvis ændringen endnu ikke fremgår af det nyeste luftfoto i Internet Markkort – f.eks. hvis du har bygget en ny stald – skal du skrive en bemærkning om, hvornår stalden ca. er bygget, når du indsender dit ændringsforslag. Du kan indsende ændringsforslag løbende hele året.
Vær opmærksom på, at sagsbehandlingstiden på et ændringsforslag er op til ti hverdage.
Dine ændringsforslag kan mindske sandsynligheden for en høring
Det er vigtigt, at du indsender et ændringsforslag, når noget ændrer sig. Dette skyldes, at det er dit ansvar at arealerne, som du søger tilskud til også er tilskudsberrettiget. Ved korrekt indtegning af markblok og er det mindre sandsynligt, at du modtager et høringsbrev om, hvordan du bruger dine arealer.
Det er et krav, at markblokke er berettigede til tilskud, så der udbetales et korrekt beløb på et korrekt grundlag. Det er derfor ikke nok blot at udelade det ikke-tilskudsberettigede areal fra din markindtegning.
Mere information
Du kan læse mere om markblokke i kapitel 7 i Vejledning om grundbetaling og tilskudsberettigede arealer 2024. I kapitel 6 i samme vejledning kan du læse mere om, hvad du skal gøre, når du tegner dine marker ind. I kapitel 4.4 i samme vejledning, kan du læse om ikke-tilskudsberettigede arealer.
Her kan du finde Vejledning til grundbetaling og tilskudsberettigede arealer 2024
Du kan du læse mere om, hvordan du får rettet dine markblokke i Brugerguide til Internet Markkort 2024.
Her kan du finde brugerguides og videoer om Tast selv, herunder Brugerguide i Internet Markkort 2024
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.