Vi forventer snart at kunne åbne for den nye ordning om metanreducerende foder, som er en statsstøtteordning, der skal bidrage til at reducere metanudledningen fra konventionelle malkekøer. Ordningen yder kompensation for opfyldelse af det obligatoriske krav om brug af metanreducerende foder, som Miljøministeriet er ved at fastlægge de endelige regler for, og som er planlagt til at træde i kraft d. 1. januar 2025. Derudover giver vi også mulighed for at søge om tilskud til yderligere reduktion, hvis du gerne vil bruge foderstoffer hele året. Formålet med ordningen er at reducere klimapåvirkningen fra malkekøer.
Med denne ordning kommer Danmark tættere på at opnå 2030-målet om at nedsætte drivhusgasudledningerne i det nationale klimaregnskab. Den danske klimaeffekt skal opnås gennem en ændret foderpraksis, hvor du enten skal fodre med foderstoffer eller øge indholdet af fedtsyrer i foderblandingen.
Har du kommentarer til bekendtgørelsen om metanreducerende foder?
Hvis du har kommentarer til bekendtgørelsen om metanreducerende foder, kan du sende dit høringssvar til mailadressen Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk med journalnummeret 24-11-000010 i emnefeltet. Du skal sende svaret senest 10. september 2024.
Bekendtgørelsen om metanreducerende foder
Kan du søge ordningen?
Hvis ordningen bliver godkendt, kan du søge ordningen, hvis du ejer en bedrift med konventionelle malkekøer og har flere end 50 køer på din bedrift registreret i CHR 1. oktober 2024. Hvis dine kvæg er økologisk certificerede eller under omlægning til økologi, er du fritaget fra kravet.
De vigtigste betingelser for at søge om tilsagn under ordningen er, at:
- Du har konventionelle malkekøer korrekt registreret i CHR.
- Du har flere end 50 køer pr. 1. oktober 2024.
Sådan søger du ordningen
Du søger om tilsagn i Tast selv. Når du søger ordningen metanreducerende foder, indgår du i et etårigt tilsagn, og du får hele beløbet udbetalt på én gang, når du søger om udbetaling. Du skal kunne dokumentere, at du har købt foderblandinger med foderstoffer eller fodret med ekstra fedtsyrer, når du søger om udbetaling. Hvis du vælger foderstoffer, skal du være opmærksom på, at det på nuværende tidspunkt alene er Bovaer, der er godkendt som fodertilsætningsstof med metanreducerende effekt hos kvæg. Det er aktivstoffet 3-NOP, der har den metanreducerende effekt, og det, som foderstoffer fremadrettet vil blive kaldt.
Hvornår kan du søge ordningen?
Vi forventer, at du kan søge om tilsagn fra 3. oktober 2024 frem til og med 31. oktober 2024. Når ansøgningsrunden lukker, kan du ikke længere søge om tilsagn og derved heller ikke få kompensation eller tilskud dine udgifter forbundet med at bruge foderstoffer i 2025. Du må først begynde at købe foderstoffer, dagen efter du har sendt din ansøgning, ellers kan vi ikke kompensere dine udgifter. Hvis du får et tilsagn, kan du søge om udbetaling fra 15. januar 2026 til og med 30. april 2026, hvor du søger om at få kompenseret dine udgifter fra 2025.
Sådan udregner vi dit tilsagnsbeløb
Støttesatsen for kompensation varierer for henholdsvis fedtsyrer og 3-NOP. Kompensationen ventes at være 0,0185 kr. pr. kg tørstof, hvis du vælger at fodre med ekstra fedtsyrer, og 0,075 kr. pr. kg tørstof, hvis du vælger at fodre med 3-NOP. Omregnet svarer det til en kompensation på omkring 128 kr. for en gennemsnitlig Jersey ko pr. år og 158 kr. for en gennemsnitlig ko af stor race for både fedt og 3-NOP. Hvis du vælger at søge tilskud, forpligtiger du dig til at fodre med 3-NOP hele året, hvor tilskudssatsen ventes at være yderligere 390 kr. for Jersey og 482 kr. pr. ko på årlig basis. Når du søger om tilsagn i Tast selv, vil systemet automatisk fastsætte det beløb, som du vil være berettiget til.
Her kan du høre mere om ordningen
I den kommende tid kan du høre mere om ordningen på bl.a. SEGES’ foderdag 10. september og til et webinar, som vi afholder 12. september. Du kan følge med på vores hjemmeside, hvor vi inden længe vil lægge faktaark og tilskudsguide om ordningen op.
Oprettelse af ordningen kræver godkendelse af EU-Kommissionen
Det er en forudsætning for åbningen af ordningen, at Miljøministeriets regler for det obligatoriske krav om ny foderpraksis er endeligt fastlagt, hvilket vi forventer sker i løbet af september. Derudover afventer vi EU-Kommissionens godkendelse af ordningen. Godkendelsen er en forudsætning for, at vi kan meddele tilsagn, men ikke for at ordningen kan åbne som planlagt.
Der vil løbende komme information, hvis der sker ændringer i ordningen eller hvis ordningen ikke kan åbne som planlagt.