TV-indslag om landbrug og innovation, gårdbesøg og smartphone-apps med info om EU’s landbrugspolitik. Det er blot nogle af de formidlingsprojekter, som EU-Kommissionen andre år har været med til at finansiere.
30 mio. kr. til oplysning om landbrugspolitik
Igen i år har EU-Kommissionen afsat en pulje penge til formidlingsprojekter, der oplyser om, hvordan landbrugspolitikken er til gavn for borgerne i EU. Projekterne kan f.eks. handle om, hvordan landbrugspolitikken skaber job og vækst i landdistrikterne, om ny viden og innovation i landbruget, og om forbedringer af miljø og bæredygtighed.
Særligt fokusområde i år er, hvordan landbrugspolitikken kan bidrage til at sikre overgangen til bæredygtig produktion af fødevarer, fødevaresikkerhed, unge landmænd samt sikre en bedre kønsbalance i erhvervet ved at inddrage flere kvinder.
Formålet med puljen er dels at udbrede kendskabet til og relevansen af EU’s landbrugspolitik blandt den generelle befolkning, dels at bygge tillid mellem borgere og landmænd i EU.
Puljen er i år på omkring 30 millioner kroner, og pengene gives til projekter rundt om i Europa.
Hvem kan søge?
I udgangspunktet kan alle med interesse og viden inden for området søge puljen, f.eks. oplysningsforbund, NGO’er, uddannelsesinstitutioner, universiteter og mediehuse. Enkeltpersoner er ikke støtteberettigede.
Målgruppen for aktiviteterne skal være den brede offentlighed, skoleelever, studerende, landmænd eller interessenter inden for landbruget.
Informationsaktiviteterne, der gives støtte til, er bredt defineret og kan blandt andet være kampagner, konferencer, bøger, artikler, radio- og TV-indslag.
Ansøgere kan maksimalt få cirka 3,7 millioner kroner i tilskud og skal forvente selv at skulle finansiere mindst 40 procent af et projekts tilskudsberettigede omkostninger.
Sådan søger du
Ansøgningen skal sendes til EU-Kommissionen senest 9. januar 2024. (Kl. 17.00 – Bruxelles tid).
Gå til Kommissionens hjemmeside, hvorfra du kan ansøge
Find guiden til, hvordan du skriver en ansøgning
Vær især opmærksom på afsnit 11 i guiden til at skrive en ansøgning.
Ansøgning kan kun ske via EU-Kommissionens hjemmeside. Papiransøgninger er ikke muligt. Informationsaktiviteterne må ikke vare længere end maksimalt ét år.
Kontakt
Har du spørgsmål til ordningen eller ansøgningsprocessen, skal du kontakte EU-Kommissionen på e-mail AGRI-GRANTS@ec.europa.eu.