Gå til hovedindholdet

Yverbetændelse skal opdages tidligere med nyt værktøj


Yverbetændelse, også kaldet mastitis, er den mest almindelige sygdom blandt malkekøer i det moderne landbrug. Det er samtidig en yderst bekostelig diagnose, der har negativ indflydelse på både koens velfærd, bedriftens økonomi, fødevaresikkerheden og antibiotikaforbruget. Det har fået en projektgruppe bestående af DTU Veterinærinstituttet, FOSS Analytical og SEGES til at gå sammen om at skabe et værktøj, der har potentialet til at stille en tidlig og præcis diagnose og på sigt reducere forekomsten af yverbetændelse.

 I Danmark får ca. 100.000 køer årligt konstateret yverbetændelse. Forskning viser, at bedre overvågning og tidlig diagnosticering er nogle af de vigtigste faktorer til at reducere antallet af betændelsesramte køer. Men de metoder, som vi bruger til at stille diagnosen i dag, er enten ikke effektive nok eller for dyre, forklarer seniorforsker Tariq Halasa fra DTU, der har været med til at udvikle projektet.

”Der er overordnet to forskellige typer mastitis. Der er det, vi kalder for klinisk mastitis, som man kan se tegn på i form af bl.a. klumper i mælken, og så er der subklinisk mastitis, som man ikke kan se nogle tegn på. Man kan dog finde ud af, om der er betændelse, ved at teste koens totale celletal, men problemet er, at det varierer meget fra ko til ko, og fra dag til dag i den sammen ko. Det er problematisk, da man ikke rigtigt kan vide, hvornår man kan stole på tallet, og hvornår man ikke kan. Andre metoder som f.eks. laboratorieundersøgelser koste rigtig mange penge, hvilket betyder, at de kun benyttes i begrænset omfang”, siger Tariq Halasa.

Værktøj måler nyt celletal
I projektet står Foss Analytical for at udvikle et nyt værktøj til analyse af celler i mælkeprøver. Her arbejdes der på en løsning, som kan måle det differentiale celletal frem for det totale celletal, da det vil give en mere præcis indikation af betændelsestilstanden.

”Det differentiale celletal er kun en måling af de immune celler, der kommer ud i mælken på grund af betændelsen. Forskellen på det differentiale celletal og det totale celletal er, at det totale celletal inkluderer alle typer af immune celler inde i koen, mens det differentiale celletal altså kun inkluderer de celler i koen, der er der på grund af betændelsen”, siger Tariq Halasa.

I projektgruppen arbejdes der sideløbende på at udvikle en bio-økonomisk model, der kan hjælpe landmænd i situationer, hvor han skal undersøge om en kø har en behandlingskrævende mastitis. Idéen at kombinere det differentiale celletal med andre tilgængelige oplysninger om den enkelte ko for at undersøge den økonomiske rentabilitet ved forskellige behandlingsmuligheder.

”Vi skal først og fremmest prøve at finde ud af præcist, hvor egnet det differentiale celletal er til at sige noget konkret om mastitis. Når vi så laver den bio-økonomiske model, skal vi undersøge, hvordan alle de andre oplysninger, som vi i forvejen har om den enkelte ko, kan bruges sammen med det differentiale celletal til at overvåge mastitis og stille en tidlig diagnose. Derved bliver det nemmere at træffe en beslutning om, hvorvidt koen skal behandles, hvor meget den skal behandles eller om behandlingen skal udsættes”, forklarer Tariq Halasa.

Større besparelser og mindre CO2
Lykkes projektet til fulde, er der  enighed i projektgruppen om, at det nye værktøj besidder et stort kommercielt potentiale for Danmark, da det med få justeringer kan skaleres op til det globale marked. Desuden har et skotsk forskningsprojekt fra 2010 vist stærke indikationer på, at en bedre kontrol af mastitis både medfører markante økonomiske besparelser og en reducering af CO2-udslippet.

”Givet at projektets resultater bliver implementeret på det niveau, som vi håber på og forventer, så vil mængden af CO2 blive nedsat med 170 ton om året. Baseret på mængden af mælk vi producerer i Danmark og undersøgelsesresultaterne fra Skotland, har man desuden regnet sig frem til, at man potentielt kan spare op mod 288 millioner kroner om året. Men det er loftet for, hvad vi kan komme op på, hvis altså alle mælkeproducenter herhjemme implementerer projektets resultater, og det kan man selvfølgelig ikke regne med”, slutter Tariq Halasa.

 

Fakta


Projekttitel:
Effective Monitoring and Control of Mastitis (EMCo-Mast)

Projektdeltagere: DTU Vet, FOSS Analytical A/S, SEGES P/S

Projektperiode: 01.11.2015-31.10.2018

Bevilget beløb: 9.300.00 kr.

Kontaktperson: Tariq Halasa, tahbh@vet.dtu.dk, 35 88 61 02

Opdateret 14. august 2017

MENU