Gå til hovedindholdet

Mikroorganismer skal holde liv i juletræseksport

Nordmannsgranen er europæernes foretrukne juletræ. Faktisk er den så populær, at træets naturlige vækst har svært ved at følge med den stigende efterspørgsel. Et nyt projekt ledt an af Institut for Miljø- og Plantevidenskab ved Københavns Universitet skal undersøge, hvordan mikroorganismer aktivt kan bruges til at styre træernes vækst. Både for at nedsætte produktionstiden, men også for at højne kvaliteten og give mere værdi til de mange juletræer, der årligt eksporteres til udlandet.

Dyrkningsperioden for Nordmannsgran er langvarig. Normalt tager det mellem 10 og 13 år fra, at det første frø lægges i jorden til den dag, hvor man står med et fuldvoksent træ. Desuden er den naturlige vækst ujævn, og det gør træerne mindre værd, når de eksporteres til udlandet, forklarer Bjarke Veierskov, der er lektor ved Københavns Universitet og projektleder på det nye projekt.

”Problemet er, at træerne vokser alt for langsomt i den første halvdel af de 13 år, hvor de bliver meget små og kompakte. Men så begynder træerne virkelig at strække sig ud, og det betyder, at skuddene i de sidste år bliver alt for lange. Man kan sige, at et naturligt træ er meget langt for tæt for neden og meget åbent for oven, mens et godt salgstræ til eksport hellere skal være helt tæt fra bunden og hele vejen op”.

Mikroorganismer påvirker træernes hormonbalance

Målet med projektet er at finde en metode til at udnytte mikroorganismer i produktionen af nordmannsgran og derved kontrollere væksten. Planters vækst og udvikling styres af hormonbalancen, og forskning peger på, at mange af de mikroorganismer, som findes i jorden, påvirker planternes vækst fra sfæren lige omkring rødderne. Indtil videre har man i projektgruppen fået pæne resultater ved at kontrollere cellestrækningen i træet ved hjælp af hormoner, men der er stadig behov for flere undersøgelser, fastslår Bjarke Veierskov:

”Det er først i løbet af de sidste få år, at man for alvor er begyndt at kunne måle plantehormoner. Dokumentationen for, at mikroorganismerne laver plantehormoner, eksister ikke, og dokumentation for, hvorledes de påvirker plantens vækst,er meget mangelfuld. Ligeledes mangler der et  kendskab til, hvorledes plantens hormonbalance styrer væksten gennem  en vækstperiode.. Så det er det, vi tager fat i helt fra starten for at finde ud af, hvordan hormonbalancen er i frøet, hvordan mikroorganismer påvirker spiringen af frøet og hvordan de senere påvirker selve væksten”.

Økonomiske gevinster kan smitte af på andre brancher

Projektgruppen håber at kunne skabe en bedre økonomi for de danske juletræsproducenter, der i stigende grad presses af udenlandsk konkurrence. Ved at forkorte produktionsperioden for juletræer reduceres omkostningerne markant, mens stigningen i kvalitet vil medføre større salgsindtægter.

”Et træ, som ikke er jævnt hele vejen op, bliver solgt til ca. 40 kronertræ. Et træ, som til gengæld er jævnt, sælges til ca. 120 kroner pr. træ, så der ligger en stor økonomisk forskel deri. Desuden vil hele eksportmarkedet have pæne, ensartede træer, og man konkurrerer jo som altid på kvalitet. Hvis danske producenter fortsat skal have en stor markedsandel, skal vi sikre, at vi sælger kvalitetstræer”, siger Bjarke Veierskov.

Lykkedes projektet, er der gode chancer for, at de økonomiske gevinster kan smitte af på flere andre brancher, vurderer Bjarke Veierskov.

”Det her med at bruge mikroorganismer til at påvirke planters vækst er jo ikke noget, der er forbeholdt juletræerne. I det øjeblik vi har fundet de mikroorganismer, der kan gå ind og påvirke plantevæksten, så er det også noget, som bl.a. have- og gartnerisektoren virkelig vil kunne udnytte. De har også problemer med at styre og regulere væksten”.

Fakta

Projekttitel: Microbial growth-regulation of Abies nordmanniana MIGRAN

Projektdeltagere: Københavns Universitet, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Levinsen & Abies A/S, ISI Food Protection ApS, Steen Sørensen ApS.

Projektperiode: 01.07.2015-30.06.2019

Bevilget beløb: 9.941.404

Kontaktperson: Bjarke Veierskov, bv@plen.ku.dk, 35332616

Opdateret 14. august 2017

MENU