Gå til hovedindholdet

Markedsordningen – hvad betyder reformen

Den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter er en del af EU's fælles fiskeripolitik. 

Markedsordningen skal ses som et fleksibelt instrument, der er med til at sikre miljømæssig bæredygtighed og samtidig gøre det økonomisk levedygtigt at arbejde på markedet for fiskevarer og fiskeriprodukter. Den fælles markedsordning styrker de forskellige aktørers rolle på markedet. Producenterne har ansvaret for at sikre en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne og er udstyret med værktøjer til en bedre markedsføring af deres produkter. Forbrugerne bliver mere og bedre informeret om fiskeprodukterne på det europæiske marked, som uanset deres oprindelse skal overholde de samme regler. 

Den nye markedsordning trådte i kraft 1. januar 2014. De nye elementer i markedsordningen er bl.a.:

En styrkelse af producentorganisationernes rolle med nye mål og foranstaltninger. Producentorganisationerne skal også udarbejde produktions- og afsætningsplaner.

Der indføres regler for en oplagringsordning af fiskevarer, der gælder frem d. 31. december 2018. 

Et kapitel om forbrugeroplysning, der sikrer forbrugerne en bedre forbrugeroplysning gennem en række obligatoriske oplysninger, ligesom der også er regler for supplerende valgfrie oplysninger.

Med den nye markedsordning er pris- og interventionssystemet afløst af ordningen om oplagring, og afsnittet om samhandelen med tredjelande er udtaget og er for en dels vedkommende overført til en forordning om handelsrelaterede foranstaltninger.

Læs Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 1379/2013 af 11. december 2013, der bl.a. omhandler den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter. 

Støtte til producentorganisationer

Producentorganisationerne er en af fiskerisektorens vigtigste aktører.

En producentorganisation er et officielt anerkendt organ, der er etableret af fiske- eller akvakulturproducenter. Producentorganisationen varetager bl.a. følgende opgaver:  

  • Vejleder om bæredygtigt fiskeri og bæredygtig akvakultur ved at forvalte medlemmernes aktiviteter i fællesskab 
  • Hjælper medlemmerne med at tilpasse udbuddet til den eksisterende efterspørgsel på markedet
  • Hjælper organisationens medlemmer med at skabe merværdi på markedet

Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) yder finansiel støtte til producentorganisationer. Den finansielle støtte kan f.eks. gives til:

  • oprettelse eller omstrukturering af producentorganisationer eller sammenslutninger af producent- og brancheorganisationer 
  • til udarbejdelse af og gennemførelsen af produktions- og markedsføringsplaner 
  • gennemførelse af konkrete aktiviteter i produktions- og afsætningsplanerne, f.eks. i relation til discard, certificering eller sporbarhed

Du kan læse mere om støtte til producentorganisationer ved at søge i Tilskudsguiden her.

Læse mere om anerkendelse af producent- og brancheorganisationer i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1419/2013 , her.  

Støtte til oplagring af fiskerivarer

Med den nye fælles markedsordning for 2014-2020 er pris- og interventionssystemet afskaffet. I stedet er der givet mulighed for at give støtte til privat oplagring. 

Ordningen med privat oplagring er en midlertidig støtteordning fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), der skal lette overgangen fra det tidligere system med et mindsteprissystem. Støtten fra EHFF til oplagring ophører d. 31. december 2018. 

Oplagring af fiskevarer kan anvendes i en markedssituation med lav efterspørgsmål og lave priser. Ordningen fungerer på baggrund af nogle fastsatte udløsningspriser. I praksis foretages oplagring ved, at fiskevarer lægges på frys og dermed fjernes fra markedet i en periode. En betingelse for at opnå støtte er, at varen afsættes til konsum efter endt oplagring. Mekanismen bag en oplagring er, at markedsudbuddet mindskes for at matche efterspørgslen og dermed sikre rimelige priser. 

I Danmark kan tilskuddet gives til producentorganisationer, som er godkendt af Landbrugsstyrelsen.  Udløsningspriserne for oplagring i 2015 er godkendt efter et forslag fra Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation.

Du kan finde vejledning til ansøgning om oplagring og udløsningspriser for 2015 i Tilskudsguiden her.

Publikationer

Her kan du finde publikationer om den EU-fælles fiskeripolitik og om støtten til fiskeri. 

I ”Den fælles fiskeripolitik i tal” fra 2014 kan du læse om bæredygtigt fiskeri, fiskerflåden, beskæftigelse, forbrug m.m..

Læs ”Den fælles fiskeripolitik i tal” fra 2014 her 

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 1379 1379/2013, omhandler den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter

Du kan læse Europa-Parlamentets og Rådets forordning her.  

I Kommissionens årsrapport om gennemførelsen af den Europæiske Fiskerifond (EFF) fra 2014 finder du b.la. en samlet vurdering af EFF. 

Læs den syvende årsrapport om gennemførelse af EFF her. 

MENU