Gå til hovedindholdet

Risiko for obligatorisk krav om målrettede efterafgrøder i 2018

Til trods for den store tilslutning til den målrettede efterafgrødeordning i år er der på nuværende tidspunkt områder, hvor der fortsat mangler at blive søgt rigtig mange hektar. Hvis vi ikke når i mål i de områder, kan et obligatorisk krav blive en realitet.

Publiceret 16. april 2018

Status for årets ansøgningsrunde er lige nu, at der mangler cirka 12.100 hektar ud af det samlede indsatsbehov på cirka 114.000 hektar. Udfordringen er, at mens nogle områder allerede er i mål, er der andre områder, hvor der fortsat mangler en stor del af indsatsbehovet.

Hvis der ikke bliver søgt flere efterafgrøder i disse områder, er der en betydelig risiko for et obligatorisk krav.

Her er der risiko for et obligatorisk krav

Vores seneste opgørelse viser, at der i en del områder mangler en stor del af det samlede behov. Der er enkelte områder i landet, hvor der næsten ikke er søgt. På oversigtskortet har vi med rødt markeret de områder, hvor der mangler mest og med gult markeret de områder, hvor der mangler en del.

Se et kort over restbehov

Du kan se på ansøgningssiden i Fællesskemaet, om det er muligt at søge tilskud til etablering af målrettede efterafgrøder på dine marker.

Hvordan undgår du et obligatorisk krav

Det obligatoriske krav vil kun gælde i de områder, hvor der ikke er søgt nok målrettede efterafgrøder, og derfor stadig er behov for efterafgrøder. Derfor er det vigtigt, at der bliver søgt flere efterafgrøder i de røde og gule områder.

Hvis du bliver omfattet af et obligatorisk krav, kan du modregne de hektar målrettede efterafgrøder, du har søgt til i den frivillige runde.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: miljobio@lbst.dk 

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.

 

 


MENU