Gå til hovedindholdet

Pressemeddelelse: Nye regler skal sætte en stopper for handel med tilsagn

Landbrugsstyrelsen har ændret reglerne for overdragelse af tilsagn på tre projektstøtteordninger. Det er sket for at hindre et muligt marked for handel med tilsagn.

Publiceret 9. oktober 2017

For at standse et muligt marked for handel med tilsagn har Landbrugsstyrelsen ændret reglerne for overdragelse af tilsagn på tre projektstøtteordninger.

Ændringerne betyder, at overdragelse af tilsagn på de tre projektstøtteordninger Modernisering af slagtesvinestalde 2016, Modernisering af kvægstalde 2016 og Etablering af løsdrift i farestalde 2016 nu kun er muligt ved generationsskifte samt salg og bortforpagtning af bedriften. Fælles for de tre ordninger er, at der ydes tilskud til staldbyggeri, hvilket gør tilsagnene økonomisk attraktive og dermed også til en potentiel handelsvare.

Tidligere har det været muligt for landmænd at overdrage ubrugte tilsagn på de tre ordninger til andre aktive landbrugere uafhængigt af bedriften. Dermed har der været risiko for, at tilsagnshavere kan have tjent penge på at sælge tilsagnene videre.

Ikke en handelsvare

Landbrugsstyrelsen vurderer derfor, at der er grund til at ændre reglerne, inden der udvikler sig et decideret marked for handel med tilsagn.

"Det er ikke hensigten med landdistriktsmidlerne, at tilsagn på staldbyggeri skal blive en handelsvare. Det sætter vi nu en stopper for ved at ændre reglerne for overdragelse på de tre støtteordninger, så overdragelse kun kan ske i forbindelse med generationsskifte, salg og bortforpagtning af bedriften," siger Jacob Nielsen, der er vicedirektør for EU & Landbrug i Landbrugsstyrelsen.

Landbrugsstyrelsen har ikke mulighed for at kortlægge, hvor stort omfanget af handler med tilsagn reelt har været, men styrelsen er interesseret i, at tilsagnsgivningen er gennemsigtig og tydelig, så kunderne kan forholde sig til reglerne, og forvaltningen foregår på en ordentlig måde.

De tre nye bekendtgørelser trådte i kraft lørdag den 7. oktober og kan læses her, her og her.

Kontakt

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.


MENU