Gå til hovedindholdet

Landbrugsstyrelsen sender brev til 102 landmænd, som ikke har fået reduceret deres kvælstofkvote i gødningskvote- og efterafgrødeskemaet 2018

Landbrugsstyrelsen er blevet opmærksomme på, at der ikke er sket en reduktion af kvælstofkvoten hos 102 ansøgere, som har trukket arealer ud af deres ansøgning om målrettede efterafgrøder efter ansøgningsfristen i 2017. For at sikre effekten af de arealer, der er trukket ud af ansøgningerne, korrigerer styrelsen nu kvoten hos de 102 ansøgere, og sender et brev til de berørte landmænd.

Publiceret 14. juni 2018

For at sikre effekten af de målrettede efterafgrøder, som landmændene frivilligt søger om tilskud til at udlægge, er ordningen sat op således, at ansøgers samlede kvælstofkvote bliver reduceret, hvis ansøger trækker arealer ud af sin ansøgning efter ansøgningsfristen.

Da Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet åbnede 1. februar 2018 fremgik det af siden ”Opgørelse af efterafgrøder i planperioden 2017/2018”, hvor mange ha målrettede efterafgrøder ansøger havde trukket ud af sin ansøgningen om målrettede efterafgrøder i 2017, og hvor stort et fradrag det medførte i ansøgers kvælstofkvote. I alt blev 243 ansøgere trukket arealer ud af sin ansøgning svarende til ca. 766 ha.

Landbrugsstyrelsen er nu blevet opmærksom på, at der ikke er blevet overført oplysninger om nedskrevet areal til den målrettede efterafgrødeordning hos yderligere 102 ansøgere, der også har trukket arealer ud af deres ansøgning efter fristen. Det drejer sig i alt om 682 ha.

Hvad sker der nu

For at sikre effekten af de arealer, der er trukket ud af ansøgningerne, går styrelsen nu gå ind og ændrer kvotefradraget hos de 102 ansøgere. Vi sender en afgørelse til de berørte ansøgere om, at vi vil ændre deres kvotefradrag for planperioden 2017/2018, da de har trukket arealer ud af deres ansøgning efter ansøgningsfristen.

Selve ændringen vil fremgå af Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet fra slutningen af juli måned, således at kvotereduktionen kan blive vist i gødningsregnskabet, der åbner for indberetning 1. oktober 2018.

Vær opmærksom på mindre fejl i brevet

Landbrugsstyrelsen har ved en fejl skrevet i brevet, at ændringen vil fremgå af gødningsregnskabet i slutningen af juli måned. Det er ikke korrekt. Det vil fremgå af gødningskvote- og efterafgrødeskemaet i juli måned, og først fremgå af gødningsregnskabet, når det åbner for indberetning 1. oktober 2018.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til  jordbrugskontrol@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.


MENU