Gå til hovedindholdet

Færre stikprøvekontroller i økologikontrollen

Fra 2018 nedsætter vi stikprøvekontrollen fra ti til fem procent. Samtidig vil fem procent af den årlige økologikontrol foregå som et uanmeldt kontrolbesøg. Samlet set vil det betyde færre kontroller for økologiske bedrifter.

Publiceret 5. februar 2018

Fra 2018 nedsætter vi stikprøvekontrollen fra ti til fem procent. Samtidig vil fem procent af de årlige, obligatoriske kontrolbesøg ske ved et uanmeldt besøg. Samlet set vil erhvervet opleve færre kontrolbesøg.

Cirka 180 bedrifter vil i 2018 få et årligt, uanmeldt kontrolbesøg. Vi udtrækker bedrifterne tilfældigt blandt alle økologiske bedrifter. De uanmeldte kontrolbesøg vil foregå fuldstændig som den sædvanlige, årlige kontrol. Den eneste forskel er, at den ikke vil være varslet på forhånd.

Vi er bevidste om, at det kan være vanskeligt for de berørte landmænd at have det meget omfattende bilagsmateriale klar til kontrollen uden det forudgående varsel. Vi vil derfor i nogle tilfælde, når det er nødvendigt, dele kontrollen op, så landmanden får tid til at fremskaffe det relevante materiale.

Bedre datagrundlag skal forbedre vores kontrol

Formålet med de uanmeldte årlige kontroller er at samle data ind og få et repræsentativt billede af den generelle regelefterlevelse på økologiske bedrifter. Med disse data kan vi målrette vores vejledningsindsats og kontrolbesøg efter hvor og hvornår, der er størst behov. Resultaterne vil også kunne danne grundlag for løbende at justere kontrolbesøgene, så vi vi kontrollerer præcis den mængde, vi skal, hverken mere eller mindre.

Kontrolresultaterne fra de uvarslede årlige kontroller er nødvendige for at kunne følge effekten af kontrolindsats og vejledning over tid.

Du kan læse mere om økologikontrollen i Kontrolinstruksen for økologi afsnit 6.1.

Kontrolinstruksen for økologi  

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Jordbrugskontrol@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.


MENU